Reportage af Claus Qvist Jessen
Livet er ikke altid let – heller ikke når man er en let rusten, men dog reinkarneret Othellospiller. Der er slemme fristelser alle vegne, og en af slagsen opstod, da jeg i august 24 ”kom til” at deltage i Svensk OthelloForbunds 40-års jubilæumsturnering.
Dér mødte jeg hjemme hos Bengt Stentoft australske George Ortiz, hans hustru Elisabetta Vecchia og deres fælles søn Alessandro Ortiz. Sympatiske mennesker alle sammen, og de fik på mystik vis fristet mig til en forårstur til renaissancebyen Lucca (Toscana). Der vil man nemlig afholde årets italienske EGP – endda et rundt år, da 2025 ville være 40-året for stiftelsen af Federazione Nazionale Gioco Othello.
Som tænkt, så gjort, og sørme om ikke det lykkedes at få kalenderen puslet på plads mellem svogerens 60-års dag, en stribe sjællandske kurser og inspektioner og – nåh, ja – det efterhånden traditionelle Rørby Open. Der skal være plads til det hele, og det blev der.
Fru Annette og jeg drog sydpå nogle dage inden EGP-turneringen og nød Luccas labyrintagtige by og bymuren i forårets let kølige, men klare, toscanske vejr. Lige til at sidde udendørs med et koldt glas hvidvin til noget lækker, hjemmelavet pasta. What's not to like?
Fredag havde arrangørerne fixet en fælles vandretur i bykernen bagefter aperitif og let fællesspisning, hvor vi alle fik god lejlighed til at møde gamle, brikflippende venner. Efter mit lange fravær var det især fedt at få sludret en masse med Imre Leader, som nu som før bare er godt og muntert selskab.
Startskuddet til EGP’en lød lørdag formiddag i nogle antikke lokaler på toppen af den berømte, nordlige byport: Porta Santa Maria. Naturligvis med både croissanter og espresso ad libitum til de morgenfriske. God stil og topkarakterer herfra. De italienske værter præsterede i det hele taget at sætte en meget høj standard for hele arrangementet, om jeg kom vistnok til at love, at jeg tager sydpå næste gang (igen).
Årets EGP var faktisk anden gang i Toscana. Første gang var Firenze 1996, hvor Dominique Penloup (F) slog David Shama (USA) i finalen, og hvor Marc Tastet (F) fik bronze med en 3/4-playoff mod..... Karsten Feldborg. Nr. 5 blev sørme Erik Lund Jensen, så flotte danske toner for 29 år siden.
Nu, i 2025, var jeg så eneste nordbo, og det startede faktisk som lyn og torden med 4/4. Især 3. og 4. runde lykkedes det mig at overstige alle mine vildeste forventninger med først 50-14 over Paolo Scognamiglio (2091) og derpå en snæver 34-30 mod selveste Imre Leader (2117). Hjernen var ikke helt senil endnu, men det blev den. Nederlaget i 5. mod George Ortiz var desværre fuldt fortjent, hvorpå fulgte et sur og snævert nederlag til den senere finalist Takuji Kashiwabara (F) og en sen, misset gevinst mod den hyperstærke italiener Alessandro Di Mattei (2250!). Ak, ja. 4/7 mod de store kanoner var til at leve med.
Søndag gik op og ned med 1-0-1-0. Sidste runde et tab 33-31 pga. en flipfejl, men det sker jo, det skidt. Med 6/11 blev det en rimelig placering som nr. 11 (af 37), men med en totalt overlegen Brightwellkoefficient, da jeg havde spillet mod stort set alle i toppen. Jeg var rimeligt tilfreds – måske lige undtagen sidste runde.
Vinder blev den nu schweziske Michele Borassi (ex-Italien), der i en velspillet finale slog Kashiwabara 2-1, mens bronzen blev taget af Di Mattei efter gevinst mod Imre Leader.
Fuld score og enkelte partier ses på https://flipthedisc.com/live/176
